ADHD er grundlæggende en forstyrrelse i hjernens dopaminsystem. Dopamin er et signalstof der spiller en central rolle i opmærksomhed, motivation, impulsregulering og eksekutive funktioner – præcis de funktioner der er påvirkede ved ADHD.
Det vigtige i denne sammenhæng er at østrogen modulerer dopaminergt signalering i hjernen – via flere mekanismer, herunder påvirkning af dopaminreceptortæthed og nedbrydning af dopamin. Østrogen påvirker også præfrontal cortex – det område der styrer planlægning, impulskontrol og arbejdshukommelse – på en måde der ligner dopaminens effekt. Det betyder at østrogenniveauet ikke er ligegyldigt for en hjerne med ADHD. Når østrogenet er højt, er der mere dopaminerg aktivitet tilgængeligt. Når østrogenet falder, følger dopaminsignaleringen med.
Dette er ikke blot en teoretisk observation. Det er en mekanisme der i stigende grad understøttes af klinisk forskning og af det mønster mange kvinder med ADHD genkender fra deres eget liv – uden nødvendigvis at have haft ord for det.
Inden for menstruationscyklussen svinger østrogen og progesteron betydeligt. I lutealfasen – de to uger inden menstruationen – falder østrogenet til sit laveste niveau. For kvinder med ADHD mærkes dette ofte tydeligt: koncentrationen er sværere, impulsiviteten stiger, emotionel regulering bliver vanskeligere, og motivationen daler.
Et vigtigt klinisk fund er at mange kvinder med ADHD oplever at deres medicin virker dårligere i den præmenstruelle fase. Det skyldes sandsynligvis at stimulerende medicin arbejder på det samme dopaminsystem som østrogenet understøtter – og når østrogens bidrag forsvinder, er medicinen alene om en større opgave. Noget forskning peger på at en midlertidig dosisøgning i lutealfasen kan hjælpe – en lille caseserie (Robakis et al. 2019) har beskrevet dette, men der mangler større, kontrollerede studier.
Forskning har desuden vist en markant højere forekomst af præmenstruel dysforisk lidelse (PMDD) hos kvinder med ADHD sammenlignet med kvinder uden ADHD. En stor selvrapporteringsstudie af 209 kvinder med ADHD-diagnose fandt signifikant højere præmenstruelle depressionssymptomer end i befolkningen generelt – 45% mod 28%. Sammenhængen går begge veje: ADHD øger risikoen for PMDD, og PMDD forværrer ADHD-symptomerne.
Perimenopausen – de år hvor østrogenet begynder at falde og svinge uforudsigeligt, typisk fra sidst i 30’erne til sidst i 40’erne – er for mange kvinder med ADHD en periode med markant forværring af symptomerne. Koncentrationsbesvær, glemsomhed, emotionel labilitet, søvnforstyrrelser og udmattelse tiltager. Medicin der tidligere virkede godt, opleves pludselig som utilstrækkelig.
Det er ikke ADHD der ændrer sig, men de hormonelle betingelser hjernen arbejder under. En hjerne der allerede har lavt dopaminniveau som grundvilkår, mister nu yderligere det bidrag til dopaminsystemet som østrogen tidligere leverede. Resultatet kan føles som en forværring – fordi det reelt er en forværring af de neurobiologiske betingelser.
En stor islandsk kohorteundersøgelse (SAGA-kohorten, publiceret 2025) bekræftede at kvinder med ADHD oplever signifikant mere udtalte perimenopausale symptomer end kvinder uden ADHD – herunder øget angst, søvnproblemer, koncentrationsbesvær og emotionel ustabilitet. Studiet er spørgeskemabaseret, hvilket er en styrke for population-level data men begrænser muligheden for klinisk validering af enkelttilfælde. Det understregede desuden at hormonelle svingninger i perimenopausen muligvis kan udløse en ADHD-diagnose hos kvinder der aldrig er blevet diagnosticeret – fordi symptomerne først nu bliver uhåndterbare.
Klinisk ses det hyppigt at kvinder i 40’erne og 50’erne henvender sig med det de beskriver som pludselig opstået koncentrationsbesvær, hukommelsestab og emotionel ustabilitet. Differentialdiagnostisk er det en vigtig opgave at skelne mellem tre muligheder der kan forekomme enkeltvis eller i kombination: perimenopausale hormonsymptomer, uopdaget ADHD der nu dekompenserer, og depression eller angst som følgetilstand.
Et naturligt spørgsmål er om hormonbehandling – østrogenbehandling i perimenopausen – kan hjælpe på ADHD-symptomerne. Svaret er at der er kliniske observationer og en biologisk plausibel mekanisme der taler for det, men at de kontrollerede studier endnu ikke er udført i tilstrækkeligt omfang til at vi kan give et sikkert svar.
Det vi ved er at hormonbehandling der stabiliserer østrogenniveauet kan reducere de perimenopausale symptomer der overlapper med og forværrer ADHD – søvnforstyrrelser, emotionel labilitet, koncentrationsbesvær. Om det herudover har en direkte effekt på ADHD-kernesymptomerne er endnu uafklaret.
Det der er klart er at hormonelle faktorer bør indgå i den samlede vurdering og behandlingsplan for kvinder med ADHD – særligt i de perioder af livet hvor hormonniveauerne er i forandring. ADHD-behandling og hormonbehandling bør ikke ses som to separate spor, men som dele af en helhedsorienteret tilgang til den enkelte kvinde.
Det er ikke tilfældigt at vi ved relativt lidt om dette samspil. ADHD er i årtier primært forsket i og beskrevet ud fra det billede der ses hos drenge og mænd. Kvinder har været underrepræsenterede i studierne, og hormonelle faktorer har sjældent været inkluderet som variable. Det har efterladt et klinisk tomrum – og mange kvinder uden forklaring på noget de har oplevet hele livet.
Eunethydis – det europæiske videnskabelige netværk for ADHD – etablerede i oktober 2024 en særlig interessegruppe for kvinder med ADHD med fokus på netop dette: hormonernes rolle gennem kvindens livsforløb. Det er et signal om at feltet er ved at tage det alvorligt.
Læs mine andre artikler indenfor emnet:
→ ADHD og ADD – mere end uro og uopmærksomhed
→ Er ADHD arveligt? Hvad genetik egentlig fortæller os
→ Perimenopause og menopause — mere end en gynækologisk tilstand
→ Hormonel behandling ved perimenopause og menopause
→ Hjernetåge i overgangsalderen: hvordan hormoner påvirker hukommelse og koncentration