Et af de spørgsmål jeg oftest møder i klinikken, er: “Min far fik for nylig diagnosen ADHD — så har jeg helt sikkert også.”
Denne antagelse bygger på en misforståelse af, hvad genetik egentlig betyder i forbindelse med ADHD.
ADHD kan være arvelig. Men der findes ikke én enkelt genfejl der alene kan forklare ADHD. Det minder om mange andre almindelige tilstande — højt blodtryk er et godt eksempel. De fleste med højt blodtryk har det ikke fordi ét gen er gået galt, men fordi mange faktorer spiller sammen: arv, livsstil, stress, kost. ADHD fungerer på samme måde.
Danske forskere fra Aarhus Universitet har i store internationale studier identificeret genvarianter, der øger risikoen for ADHD — nogle sjældne varianter kan øge risikoen markant. Men som professor Anders Børglum selv forklarer det: alle mennesker bærer på en vis mængde af disse genvarianter. Det er først når ophobningen bliver tilstrækkelig stor, at risikoen for ADHD stiger betydeligt. Der er altså ikke tale om en enkelt fejl i arvemassen, men om et komplekst samspil af mange genetiske faktorer.
Selv om forskere har identificeret mange genetiske risikovarianter, kan disse ikke alene forklare, hvorfor nogle udvikler ADHD og andre ikke gør. Det peger på, at miljømæssige og udviklingsmæssige faktorer også spiller en rolle.
Forvirringen opstår ofte, fordi man hører at ADHD har en heritabilitet på 60–80%, og fortolker det som en individuel arverisiko. Men heritabilitet betyder noget andet. Det beskriver, hvor stor en andel af variationen i ADHD-symptomer på tværs af en hel befolkning der kan forklares af genetiske forskelle.
Sagt på en anden måde: hvis et barn har ADHD, peger de 60–80% på, at genetik sandsynligvis er en del af forklaringen — ikke at chancen for at arve ADHD er 60–80%.
Epigenetik handler om, hvordan gener udtrykkes — altså om et gen er aktivt eller stille — uden at selve arveanlægget ændrer sig. Tænk på det som en lysdæmper: genet er der, men noget udefra bestemmer, hvor højt det er skruet op.
Det afgørende er, at denne “lysdæmper” kan påvirkes af omgivelserne. Og den er særligt følsom i to perioder: prenatalt (før fødslen, mens barnet er i maven) og postnatalt (efter fødslen, i de tidlige leveår).
Hvis en mor er udsat for vedvarende stress under graviditeten, kan det påvirke, hvordan fosterets hjerne udvikler sig — ikke ved at ændre barnets gener, men ved at ændre, hvordan de kommer til udtryk. Forskning tyder på, at fosterets stressrespons og hjerneudvikling kan påvirkes, hvilket kan øge sårbarheden for bl.a. ADHD senere i livet.
Noget lignende kan gøre sig gældende i de første leveår. Et barndomsmiljø præget af uforudsigelighed, konflikt eller manglende tryghed kan efterlade biologiske spor, der påvirker hjernens udvikling.
Og her ligger der faktisk et håb: fordi miljøet spiller en rolle, er gener ikke skæbne.
Hvis du selv har ADHD, har du måske spekuleret på, hvorfor du er, som du er. Om det er arv. Om det er din opvækst. Om det var noget der “gik galt”.
Svaret er sandsynligvis: begge dele — og ingen af delene er din skyld.
Dine gener har skabt en bestemt sårbarhed. Og de omstændigheder du voksede op i — stress, uforudsigelighed, måske forældre der selv kæmpede med udiagnosticeret ADHD — kan have påvirket, hvordan den sårbarhed kom til udtryk. Det er ikke en undskyldning. Det er en forklaring.
Og forklaringen bærer et vigtigt budskab med sig: fordi miljø spillede en rolle i at forme dine symptomer, kan miljø også spille en rolle fremadrettet. Behandling virker. Trygge rammer virker. Mindre kronisk stress virker. Ikke fordi det sletter dine gener — men fordi det påvirker, hvordan de udtrykkes.
Du er ikke låst fast i det, du blev født med. Eller det, du voksede op i.
Vil du læse mere om ADHD som tilstand — symptomer, udredning og behandling? → ADHD og ADD – mere end uro og uopmærksomhed
Læs om sammenhængen mellem hormoner og ADHD: → Hormoner og ADHD – et overset samspil