ADHD står for Attention Deficit Hyperactivity Disorder og er en neuropsykiatrisk tilstand der påvirker opmærksomhed, impulsivitet og aktivitetsniveau. Tilstanden er medfødt, har et stærkt genetisk islæt og er til stede fra barndommen – selvom den ikke altid opdages der. Mellem 2,5 og 5% af voksne anslås at have ADHD.
ADHD inddeles i tre undertyper. Den kombinerede type indebærer vanskeligheder med både opmærksomhed og hyperaktivitet/impulsivitet. Den primært hyperaktive-impulsive type præges af uro, afbrydelse af andre og forhastede beslutninger. Den primært uopmærksomme præsentation – i daglig tale ofte kaldet ADD, selvom betegnelsen ikke længere anvendes som officiel diagnosekategori – handler primært om koncentrationsvanskeligheder.
ADHD er blandt andet forbundet med ændringer i hjernens dopaminerge signalstoffunktion og de eksekutive funktioner – de mentale processer der hjælper os med at planlægge, starte opgaver, skifte fokus og regulere impulser. Det forklarer hvorfor mange med ADHD kan hyperfokusere intenst på noget der interesserer dem, men har ekstremt svært ved at starte på noget der kræver vedvarende mental indsats uden en klar belønning eller deadline.
Historisk set er ADHD primært beskrevet og diagnosticeret ud fra det billede der ses hos drenge: synlig uro, impulsivitet og forstyrrende adfærd i klassen. Piger og kvinder er langt oftere præget af den uopmærksomme type og har en større tendens til at internalisere vanskelighederne frem for at eksternalisere dem. De er urolige indeni, ikke udenpå – og de forstyrrer ikke andre, så de bemærkes ikke.
Konsekvensen er markant. Piger og kvinder diagnosticeres ofte væsentligt senere end drenge og mænd, og mange kvinder får først diagnosen i voksenalderen – nogle først i 30’erne, 40’erne eller senere. For mange sker det i forbindelse med udmattelse, stress eller efter at et af deres egne børn er blevet udredt. Inden da har mange gennem længere tid modtaget behandling for eksempelvis angst, depression eller belastningsreaktioner, uden at den underliggende opmærksomhedsforstyrrelse er blevet identificeret.
Ligesom ved autisme spiller masking en rolle: mange kvinder med ADHD har lært at kompensere, organisere og performe “normalitet” ved stor indsats. Det skjuler vanskelighederne for omverdenen – men ikke for dem selv. Følelsen af et uforløst potentiale, af afbrudte uddannelser, hyppigt skiftende job og relationer, og en nagende fornemmelse af at “være forkert” er gennemgående for mange der sent diagnosticeres.
Et område der sjældent nævnes, men klinisk set er meget relevant, er hormonernes indvirkning på ADHD-symptomerne. Der er stigende interesse for sammenhængen mellem hormonelle forandringer og ADHD-symptomer hos kvinder. Østrogen ser ud til at påvirke de signalstoffer i hjernen der også er involveret ved ADHD, herunder dopaminerge systemer. Det betyder at naturlige hormonelle svingninger gennem menstruationscyklussen, og særligt det markante østrogenfald der sker i perimenopause og menopause, kan forværre ADHD-symptomerne betydeligt.
Mange kvinder oplever at ADHD der tidligere var velreguleret – med eller uden medicin – pludselig synes at forværres i overgangsalderen. Koncentrationsvanskeligheder, glemsomhed, søvnproblemer og emotionel labilitet tiltager. Det er ikke selve ADHD der ændrer sig, men de hormonelle betingelser hjernen arbejder under. Dette er et vigtigt aspekt at have med i både udredning og behandling af kvinder i den relevante alder.
Den øgede opmærksomhed på ADHD – drevet af mere viden, bedre diagnostik og en stor tilstedeværelse på sociale medier – har gjort det lettere for mange at få den hjælp de har brug for. Men den samme tendens har også skabt et billede der er mere komplekst: i klinisk praksis ses det nu hyppigt at mennesker der genkender sig selv i ADHD-beskrivelser, og som selv mener at have ADHD, i virkeligheden primært er belastet af noget andet.
Angst er det tydeligste eksempel. Kronisk angst giver koncentrationsbesvær, uro, glemsomhed og vanskeligheder med at gennemføre opgaver – symptomer der ligner ADHD til forveksling. Det samme gælder emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse, der kan præsentere sig med impulsivitet, affektlabilitet og kaotisk hverdagsfunktion. Og hos kvinder i perimenopause og menopause kan hormonelle forandringer alene give et symptombillede med markant koncentrationsbesvær og kognitiv uklarhed, der fejlagtigt tolkes som ADHD.
Dette er ikke et argument imod at tage ADHD alvorligt – tværtimod. Det er et argument for grundig udredning. For det er netop i den grundige kliniske samtale, med opmærksomhed på barndomshistorie, funktionsniveau over tid og det samlede symptombillede, at man kan skelne. Og det er her det faglige ansvar ligger: hverken at afvise eller at bekræfte, men at undersøge.
En vigtig pointe er at de ovennævnte tilstande ikke udelukker hinanden. Komorbiditet er meget almindeligt ved ADHD hos voksne. Mange har samtidig angst, depression, søvnforstyrrelser eller andre psykiske vanskeligheder, hvilket kan gøre udredningen mere kompleks. En person kan have ADHD og perimenopause på samme tid, og begge dele kan kræve behandling.
Det klinisk vanskelige er at finde ud af hvad der er hvad – og hvad der driver hvad. Er angsten en følge af årevis med ubehandlet ADHD? Er koncentrationsbesværet primært hormonelt betinget, eller forstærker hormonfaldene en underliggende opmærksomhedsforstyrrelse? Det kræver tid, nysgerrighed og en helhedsorienteret tilgang at svare på – og det er netop det en god psykiatrisk udredning giver mulighed for.
En ADHD-diagnose stilles af speciallæge i psykiatri og kræver at symptomerne har været til stede siden barndommen og påvirker funktionsniveauet markant. En grundig ADHD udredning indeholder en grundig udviklingsanamnese, vurdering af aktuelle symptomer og funktionsniveau samt afklaring af mulige differentialdiagnoser og komorbide tilstande.
Behandlingen er typisk en kombination af medicin – primært centralstimulantia – og psykoedukation, der giver forståelse for egne mønstre og strategier til hverdagen. For mange er diagnosen ikke en begrænsning, men en forklaring der endelig giver mening til et livsmønster der ellers har været svært at forstå – og et afsæt for at leve på sine egne præmisser.
Vil du læse mere om den genetiske baggrund for ADHD? → Er ADHD arveligt? Hvad genetik egentlig fortæller os
Læs om sammenhængen mellem hormoner og ADHD: → Hormoner og ADHD – et overset samspil